Dukker anvendt til lykkebringende eller skadevoldende magi er egentlig ikke en tradition, der stammer fra Voodoo.
Det er mest i gyserfilm og skrækhistorier at Voodoo bliver knyttet sammen med brug af dukker.
I den Voodoo der praktiseres i New Orleans spiller dukkerne en rolle, men traditionen stammer fra mange forskellige kulturer.
Et voksbarn er en magisk dukke som hekse i Norden anvender til skadevoldene magi eller maleficium.
Barnet blev båret af heksen i en periode og “født” på symbolsk vis.
Voksbarnet blev navngivet efter den person, man ønskede at gøre ondt. Bedst var det, hvis man kunne få barnet døbt af en præst.
Under Kalmarkrigen i 1611 forsøgte svenskerne at forbande Christian IV og hans soldater ved brug af voksbørn nedsat i markerne.
Kongen skrev: “Vi har… herudi lejren fundet allehånde djævelske kunster med voksbørn nedsat udi jorden udi temmelig antal, så jeg må bekende, at jeg har set det, som jeg aldrig tilforn har set.”
Brugen af voksbørn kendes i kilderne fra flere danske hekseprocesser.
Ægyptisk dukke fra den 4. århundrede e.v.t. udstillet på Louvre. Dukken har været anvendt til at kaste en forbandelse og blev fundet i en terracottakrukke sammen med en forbandelse skrevet på en blyplade.
Forestillelsesevnen (visualiseringen) spiller en vigtig rolle for magikeren. Derfor kan det være en fordel at anvende f.eks. en dukke eller et billede for at styrke forestillingsevnen.
Det er i den sammenhæng at voksbørn og voodoodukker har betydning. I den funktion indgår de i Satankirkens magiske repetoire, men brugen af voksbørn og voodoodukker er ikke særlig udbredt – hverken i satanismen eller andre steder.
Voodoodukkerne hører mest filmens verden til. Årsagen er enkel. Skadevoldende magi er en højrisiko-zone, også for den magiker der anvender den.
Andre alternativer til dukkerne er, at man f.eks. kan tage en ært, døbe den og derefter tilintetgøre den.
Idéen er den samme som med dukken. Tilhængere af Aleister Crowleys Thelemafilosofi vil genkende en lignende formular givet i Lovens Bog, hvor det ikke er ærter, men særlige biller der træder i stedet for det, man ønsker at fjerne på sin vej.
Gyserfilm og computerspil har gjort zombier populære.
Virkelighedens zombier har ikke ret meget til fælles med gysergenrens version.
En zombie er en “levende død”, der i en trancelignende tilstand arbejder som slave for ham, der har lavet zombien
Zombieficering er sjælden, men der findes nogle pålidelige vidnesbyrd om zombier på Haiti.
Zombificering er sandsynligvis en straf. I et land som Haiti, der gennem hele sin historie har været præget af lovløshed og uofficielle lokale ordenshåndhævere, har det været naturligt, at man har idømt visse mennesker en straf for ikke at respektere lokalsamfundets regler.
Der har derfor været spekulationer om, at zombier er folk der i væsentlig grad har overtrådt lokalsamfundets spilleregler, og derfor er blevet idømt en straf.
At blive en zombie, en slave, er den værst tænkelige straf i et tidligere slavesamfund.
I en søvndrukken, viljesløs trancetilstand må zombien leve som slave, oftest resten af sit liv.
I almindelig Voodoo arbejder man ikke med forbandelser og zombier, men praktiserer lykkebringende magi og henvender sig til loaerne om dagligdags ting.
Men der eksisterer en lille gren indenfor Voodoo, hvor præsteskabet er kendt som Bokorer, en slags troldmænd til leje.
Bokorerne er berygtede for at praktisere alle former for magi, også den skadevoldende. Og det er Bokorerne, der laver zombier.
Efter 18 år som zombie vendte Clairvius Narcisse i 1962 tilbage til sin landsby. Narcisse havde ikke overholdt lokalsamfundets regler, og hans egen familie betalte en Bokor for at zombificere ham.
En gennemgang af emnet er givet af den canadiske antropolog Edmund Wade Davis, der forskede i zombificering på Haiti, men senere blev genstand for videnskabelig kritik. Davis hævder, at giften tetrodotoxin der stammer fra den tropiske kuglefisk, er hovedingrediensen i den gift, der fører til en dødslignende trance. Muligvis anvender man også giften bufotoxin, der stammer fra tudser.
Giften blæses i ansigtet på offeret, der optager den gennem huden og slimhinderne. Efter et par timer falder offeret i en dyb, dødslignende koma, og det kan være svært at afgøre om personen virkeligt er død. Derefter begraver man den “døde”, og efter et par dage graver Bokoren ham frem og giver ham den giftige Datura Stramonium (pigæble) eller Zombie Agurk, der fastholder offeret i en trancelignende tilstand. Datura Stramonium er også en væsentlig ingrediens i flere såkaldte flyvesalver – stærkt euforisende salver – i heksetraditionen.
Giften tetrodotoxin fra kuglefisken og giften fra Pigæbleplanten spiller en væsentlig rolle i zombieficeringen. Giftens nøjagtige brug og sammensætning er aldrig blevet helt klarlagt, og de prøver der med tiden er indsamlet af videnskabsfolk har været mangelfulde.
Eksklusivt medlemsskab
Vi respekterer dit privatliv, du skal acceptere den mail vi sender til dig inden du er aktivt gratis medlem. Privatlivspolitik
