Satanisme
Satanismen har altid tiltrukket sig opmærksomhed fra kritikere.
Som fænomen er satanisme et bredt begreb, og det er derfor komplekst at definere.
Den klassiske satanisme er en modkultur til kristendommen.
Det er særligt den kristne selvfornægtelse og kristendommens moralsyn, som satanismen opponerer imod.
I selve navnet “satanisme” og begrebet “Satan” ligger en skjult accept af den jødiske og kristne troslære.
Satanismen forkaster de jødisk-kristne grundteser og sætter det enkelte menneske – og ikke gud – i centrum.
Satanismen er i sin kerne en hyldest til menneskets drifter og lyster, og en udfoldelse af kropslig og mental frihed.
Derfor er satanismen i sin kerne en hyldest til menneskets drifter og lyster, og en udfoldelse af kropslig og mental frihed.
Nogle satanister anvender også de iboende, skjulte (okkulte) kræfter til at skabe egen succes, vinding og fremgang.
Fordi satanismen ofte er forbundet med et vist teatralsk islæt og brugen af stærke og provokerende symboler, er satanismen den okkulte retning, der oftest er udsat for stigmatisering og dæmonisering i medierne.
Der eksisterer en del forskellige retninger af satanismen.
I Danmark er den satanisme der præsenteres af foreningen Satanisk Forum i bund og grund en ateistisk livsfilosofi, der hverken benytter sig af magi eller okkulte virkemidler.
Den type satanisme er derfor reelt ikke en retning indenfor okkultismen, men en særlig humanistisk ideologi.
Andre former for satanisme benytter sig af både rituelle og okkulte indslag, og disse typer af satanisme kan ses som en specialiseret del af den vestlige, magiske tradition.
Anton LaVey og Church of Satan (Satankirken)
Den moderne satanisme er først og fremmest formuleret og grundlagt af amerikaneren Anton LaVey (1930-1997) og hans organisation Church of Satan (Satankirken) der blev grundlagt i 1966 i San Francisco.
Blandt grundlæggerne var foruden LaVey også avantgarde-filmskaberen Kenneth Anger, der er stærkt inspireret af Aleister Crowley.
Satankirken har haft stor indflydelse på den moderne satanismens grundfilosofi og praksis, og langt de fleste grene af satanismen tager udgangspunkt i Satankirkens lære.
Anton LaVeys Satankirke er det ideologiske ophav til en række sataniske grupper verden over.
Satankirkens grundtanker er formuleret i Satans Bibel (The Satanic Bible).
Her redegør LaVey for den sataniske filosofi, som en kombination af sund fornuft, en ateistisk grundindstilling til livet og en vis portion selvcentreret social-darwinisme med inspiration fra bl.a. Ayn Rands filosofi.
Hos LaVey er Satan et symbol, men også den mørke okkulte kraft i naturen.
Naturkraften kan satanisten udnytte til magiske formål, og LaVey kombinerer klassisk okkultisme med psykologiske virkemidler.
I Satankirkens rituelle repetoire indgår brugen af de enokianske kald, voodoo-dukker, dele af elementlæren og psykodramatiske virkemidler.
Den sataniske magi anvender man til praktiske formål, og det er derfor resultatet af magien – og ikke selverkendelsen og indvielsen, som i traditionel okkultisme – der er det centrale i hans magiske univers.
Afhoppere fra Satankirken
Satankirken er det ideologiske udspring for en lang række sataniske organisationer, men mange har gennem årene distanceret sig fra LaVey og Satankirken, heriblandt Satanisk Forum.
Andre har valgt en mere spirituel tilgang til satanismen, hvor Satan bliver betragtet som mere end et symbol og en abstrakt mørk kraft. Satan får guddommelig og personificeret status.
Til disse grupper hører f.eks. Sets Tempel (Temple of Set) der i 1975 blev stiftet af det tidligere medlem af Satankirken Michael Aquino.
Sets Tempel anvender kun i begrænset omfang prædikatet satanisme, når de beskriver deres filosofi, men kalder sig i stedet setianere, efter den ægyptiske gud Set
Der er gennem årene opstået forskellige kirker med udspring i Satankirken, men med små forskelle fra den oprindelige gruppe.
I 1999 stiftede LaVeys datter Karla Første Sataniske Kirke (First Satanic Church) og LaVeys anden datter Zeena stiftet i 2002 Setiansk Frihedsbevægelse (Sethian Liberation Movement). Der findes flere andre små grupper af lignende karakter.
Gudebrødrene Osiris og Set, sammen med Horus, der hævner sin faderes død. I ægyptisk mytologi blev Set udråbt til skurken og kaoselementet. Setianismen er en særlig spirituel form for satanisme.
Andre sataniske bevægelser
Det svenske okkulte selskab Dragon Rouge (Den Røde Drage) arbejder med en særegen og speciel form for intellektuel satanisme og dæmonologi.
Selskabets ideologiske overhoved er religionshistorikeren Tomas Karlsson, der sammen med seks andre stiftede ordenen i 1989-1990. Organisationen er fortrinsvist udbredt i Sverige, men har sandsynligvis enkelte medlemmer i Danmark, Tyskland og England.
Dragon Rouge indskriver sig i den klassiske vestlige okkultisme, men har stærke præferencer for qliphotisk (dæmonisk) magi og egne tolkninger af f.eks. qabalah og ritualmagi.
En stærkt rationalistisk og humanistisk satanisme eksisterer i kredsen omkring den danske forfatter Erwin Neutzsky-Wulff.
I mange år har det været lidt uklart hvad definitionen på Erwin Neutzsky-Wulffs satanisme egentlig er, og vi taknemmelige for, at forfatteren overfor redaktionen har redegjort for den i detaljer.
Erwin Neutzsky-Wulffs “satanisme” er af en noget anden art end de andre omtalte former her på siden.
Herom siger han selv følgende:
”Politisk korrekthed i betydningen pseudovidenskab er ikke noget nyt fænomen – ethvert samfund vil søge at bevare den aktuelle konsensus som det fundament, det bygger på.
Brud på denne er ’trolddom’, shamanen, der har bevaret sin identitet med totem, ’varulv’, samtidig med, at den dermed forbundne kommunion måske indgår i den.
I kristent regi bliver det til ’satanisme’, om man så vil tage denne betegnelse på sig eller ej. Oprindelig gjorde man dog visse indrømmelser til den fysiske verden, men dette er ganske givet ikke længere tilfældet i en pseudokultur, hvis fælles ’virkelighed’ kommer ud af et katodestrålerør.
Den såkaldte religionsforskning er et afværgeritual, hvis formål ikke er at studere sit objekt, men at eliminere eller i det mindste uskadeliggøre det ved at trække det ned på det øvrige samfunds børnehaveniveau. Dens beskrivelse af den religiøse fænomenologi er den absolutte antitese til dens essentielle natur.
Religion er netop i modsætning til resten af verden ikke psykologisk, eftersom den som den eneste transcenderer den persona, i hvis billede denne verden er skabt. Den er netop i modsætning til resten af verden ikke sociologisk, eftersom dette jeg er en del af en social kontekst.
Kristendommen har som det åndssvage barn, den er, kopieret den hellenistiske sjælelære uden at forstå den, og psykologien yderligere forsludret dette ekstrapersonelle ophav til et freudiansk ego. Følgelig ser man religionen i en kristendoms billede, der i bedste fald er et politisk parti, i værste en selskabelig forening.
Den religiøse – det vil sige fysiske – erfaring derimod kræver, at man abstraherer fra al denne metafysik, den ydre verden med eller uden skaber. Men så må vi først op af Stephen Hawkings mentale rullestol.
However, if we do discover a complete theory, it should in time be understandable in broad principle by everyone, not just a few scientists. Then we shall all, philosophers, scientists, and just ordinary people, be able to take part in the discussion of the question of why it is that we and the universe exist. If we find the answer to that, it would be the ultimate triumph of human reason – for then we would know the mind of God.
What a bunch of crap! It’s all there: Gud i sin himmel med sin plan for sit akvarium med mennesket som den intelligente guppy bestemt til at udgrunde det.
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, amen. The truth is out there, og sikkert noget med auraer.
For ikke at tale om that triumph of the human mind, the Unified Field Theory, chimpansen, der prøver at åbne en dåse med en øloplukker. Dens bestyrtelse, da den konstaterer, at tallerkener bliver flade, når man ser dem fra siden!
Der sidder de så, de to tetraplegikere, mennesket og hans selvopfundne Gud, og glor ind ad ruden i døren. Engang var sidstnævnte primum mobile, den ubevægede bevæger, men denne plads har Han siden uhyre diplomatisk overladt til mennesket, en ektoplastisk slimklar hen efter Ghost Busters, organisten, der spiller på hjernens orgel.
Godt nok er der nogle ’motiver’ af lettere biologisk oprindelse, men mennesket har et frit valg over for dem, som han putter rundt i sin organiske minivan, drrnn, drrnn, og de har intet som helst at gøre med motorvejen bag vindspejlet. O Sancta Simplicitas!
At trænge ind i den synaptiske jungle, hvor verden og adfærd er et, og selvet blot den distraherende bas i overboens musikanlæg, er at friste mørkets kræfter, spørg blot psykoteologen! Indeed.
Ikke desto mindre er dette, hvad transcendensen går ud på. Knowledge is always carnal.” (Erwin Neutzsky-Wulff, november 2013).
Norsk black-metal satanisme
I den anden ende af spektret, og langt borte fra den intellektuelle satanisme, eksisterer de norske black-metal satanister.
I 1990erne tiltrak de sig en del opmærksomhed ved at brænde kirker ned i Norge.
Denne form for satanisme er atypisk og adskiller sig på flere punkter fra andre sataniske bevægelser. Dels synes den at være tæt knyttet til black-metal miljøet i Norge og kun eksistere der. Dels er den stærkt teistisk og hadefuld, og tilhængerne betragter tilsyneladende sig selv som aktører i en større guddommelig plan, hvor de spiller på Satans hold.
Den type religiøs fanatisme er sjælden i okkulte miljøer.
I den norske black-metal satanisme er der stærkt kriminelle elementer og flere bandmedlemmer har alvorlige domme bag sig.
Hele miljøet synes at være gennemsyret af både rollespil og melodrama.
Således optræder de norske black-metal satanister ofte med hvidsminkede ansigter, store krigsøkser, nittearmbånd og andre artefakter lånt fra heavy-metal miljøet og rollespil.
Ideologien er selvlært og sammenbragt fra forskellige kilder, og synes at spille på både frygt og afsky.
Emner som nekrofili, kannibalisme, drab, vold etc. hører altsammen med til det ideologiske grundlag (og nogle har da også praktiseret drab på hinanden), der tilsyneladende udspringer af nogle enkelte black-metal bands og deres tekster.
Den norske black-metal satanisme kombinerer en stærkt tro på Satan med elementer fra rollespil og heavy metal genren. Blandt de norske black-metal satanister er der stærkt kriminelle tilhængere med lange domme bag sig.
Anton LaVeys ni sataniske erklæringer
Anton LaVey formulerede ni sataniske erklæringer i The Satanic Bible (1969) eller Satans Bibel, som den hedder på dansk.
De danner det ideologiske grundlag for Satankirken og lyder i al sin enkelthed:
- Satan repræsenterer nydelse i stedet for afholdenhed!
(“Satan represents indulgence instead of abstinence!”)
- Satan repræsenterer vital eksistens i stedet for åndelige tågedrømme!
(“Satan represents vital existence instead of spiritual pipe dreams!”)
- Satan repræsenterer ubesmittet visdom i stedet for hyklerisk selvbedrag!
(“Satan represents undefiled wisdom instead of hypocritical self-deceit!”)
- Satan repræsenterer venlighed over for dem, som fortjener det i stedet for kærlighed spildt på de utaknemmelige!
(“Satan represents kindness to those who deserve it instead of love wasted on ingrates!”)
- Satan repræsenterer hævn i stedet for at vende den anden kind til!
(“Satan represents vengeance instead of turning the other cheek!”)
- Satan repræsenterer ansvarlighed overfor de ansvarlige i stedet for omsorg for psykiske vampyrer!
(“Satan represents responsibility to the responsible instead of concern for psychic vampires!”)
- Satan repræsenterer mennesket som blot ethvert andet dyr, undertiden bedre, men ofte værre end dem, der går på alle fire, og som, på grund af sin “guddommelige, åndelige og intellektuelle udvikling”, er blevet det ondeste af alle dyr!
(“Satan represents man as just another animal, sometimes better, more often worse than those that walk on all-fours, who, because of his “divine spiritual and intellectual development,” has become the most vicious animal of all!”)
- Satan repræsenterer alle de såkaldte synder, eftersom de alle fører til fysisk, mental, eller følelsesmæssig tilfredsstillelse!
(“Satan represents all of the so-called sins, as they all lead to physical, mental, or emotional gratification!”)
- Satan har altid været kirkens bedste ven, fordi han har holdt den travlt beskæftiget i alle disse år!
(“Satan has been the best friend the Church has ever had, as He has kept it in business all these years!”)
De ni sataniske erklæringer danner grundlag for en række sataniske organisationer.
Anton La Vey begyndte vejen til ypperstepræstedømmet i Satans Kirke da han var kun 16 år gammel. Her blev han kaldt “Den sorte pave” (The Black Pope) af mange af sine tilhængere.
Det startede da han var orgelspiller i et karneval: “Lørdag aften så jeg mænd begære mænd, eller rende efter halvnøgne piger, der dansede til karnevallet, og søndag morgen, da jeg spillede orgel for teltshow-evangelister i den anden ende af karnevalspladsen, så jeg de samme mænd sidde på kirkestolene med deres koner og børn og bede til Gud om at tilgive dem og rense dem for deres kødelige begær.”
Næste lørdag aften ville de være tilbage til karnevallet eller et andet afladssted.
“Jeg vidste dengang, at den kristne kirke trives med hykleri, og at menneskets kødelige natur vil ud!”
Fra det tidspunkt, tidligt i hans liv, var hans vej klar. Endelig, den sidste nat i april, 1966 – på Walpurgisnacht, der er den vigtigste festival for de troende i hekseri – barberede LaVey sit hoved i traditionen med gamle bødler og annoncerede dannelsen af “The Church Of Satan”.
Han havde set behovet for en kirke, der ville generobre menneskets krop og dets kødelige begær som genstand for fest.” Da tilbedelse af kødelige ting frembringer fornøjelse,” sagde han, “ville der da være et tempel for herlig nydelse …”
Klassisk satanisme
Den klassiske satanisme er en spirituel vej med en særlig forkærlighed for dæmonologi, og har intet med hverken Satankirken eller Anton LaVey at gøre.
Den klassiske satanisme er en okkult retning med en stærk anti-kristendom og en implicit ophøjelse af mennesket til en guddom.
I realiteten er den klassiske satanisme blot en variation af den vestlige okkulte tradition, men med det særegne kendetegn, at den klassiske satanist ofte går efter tilfredsstillelse af materielle og fysiske behov, mens den klassiske okkultist langt oftere er på udkig efter indvielse og ny viden.
Metoder og personlige værdinormer adskiller også de to retninger.
Satankirken har altid anvendt humor, sex, varieté- og cirkusagtige trick som en del af markedsføringen. LaVeys satankirke har siden 1960erne været den toneangivende sataniske organisation.
Det mindre bandlysende pentagramritual stammer fra Det Gyldne Daggry men henter inspiration fra Eliphas Levis store bogværk Dogme et Rituel de la Haute Magie.
Det mindre bandlysende pentagramritual bruges ved mange anledninger og er det mest grundlæggende ritual i den moderne vestlige magiske tradition.
Man begynder den mindre bandlysende pentagram ritual vendt mod øst. Alle gestus udføres med højre hånd som enten holder en dolk eller en stav.
Madame LaVoisin
Catherine Deshayes eller Monvoisin (1640-1680) kaldet La Voisin (“naboen”) var en fransk spåkvinde, der gennem en lang karriere udviklede sin forretning til også at indbefatte jordemoderassistance og aborter, salg af elskovsdrikke, talismaner o.l.
Catherine Monvoisin havde indflydelsesrige klienter og kontakter til det franske hof, og det er sandsynligvis årsagen til, at hendes aktiviteter vakte skandale i Frankrig.
På et tidspunkt i sin karriere begyndte hun at arrangere Sorte Messer, hvor de fremmødte kunne præsentere deres ønsker til djævelen.
Ved messerne anvendte hun en nøgen kvinde som alter, og der gik rygter om, at der blev ofret spædbørn ved Monvoisins Sorte Messer. Om der rent faktisk var tale om drab er usikkert.
I den katolske kirke hed det sig på den tid, at sex uden undfangelse var det samme som drab på et spædbarn, så muligvis betyder det, at der under de sorte messer blev udført det såkaldte Hieros Gamos, det hellige bryllup, hvor præsten har sex med præstinden.
Monvoisins blev brændt på bålet i 1680.
Skandalen blev nedtonet, da flere af hendes klienter havde kontakter til den franske konge.
Djævlepagten
Heksekunst, shamanisme, magi og natur er knyttet uløseligt sammen.
Det er i naturens urkraft at hekse, medicinmænd og shamaner henter sin magiske energi, og det er i naturens stemme, at hun oplever de dybere magiske virkeligheder.
Heksen kommunikerer med naturens ånder på de non-verbale og intuitive planer. Det er her trolddommen og den personlige indvielse foregår.
Satan og kristendommen hører sammen som risengrød og kanel. Flere ateistiske satanister bryder sig ikke om, at satanismen bliver kategoriseret som en modpol til kristendommen. Klassisk satanisme er imidlertid et oprør mod de kristne idealer.
Hvad er den sorte messe
Den sorte messe er betegnelsen for en ceremoniel handling, der laver grin med den katolske højmesse ved f.eks. at ændre betydningen i kirkens ritual og anvende blasfemiske symboler og handlinger.
I traditionel forstand kræver det en ordineret katolsk præst, der er blevet smidt ud af kirken, for at gennemføre den sorte messe korrekt.
Der er ikke tale om noget standardiseret ritual omend Satankirken har skrevet en version, som de anvender. De sorte messer er først kendt fra 1600-tallet, og der er flere beretninger om forskellige former for blasfemiske ritualer.
Det er svært at bedømme hvilke dele af beretningerne, der er sande, og hvilke der er udslag af kristne fantasier.
Begrebet “sort messe” er udbredt som en betegnelse for enhver type af satanisk ritual, men teknisk set er det forkert.
Det centrale i den sorte messe er at gøre grin med kirkens hellige sakramente, og det formål har kun de færreste sataniske ritualer.
Fra slaveoprøret på Haiti 1792-1804 er der enkelte eksempler på, at Voodootilhængere har benyttet omvendte kors, og andre blasfemiske virkemidler for at nedgøre katolicismens religiøse handlinger, men handlingerne kan næppe klassificeres som klassiske sorte messer.
