Forestil dig et øjeblik, at du bliver anklaget for, at der var stormvejr i Danmark i december 1999.
Da du ikke kan bevise, at du ikke var årsag til stormen, bliver du hentet af myndighederne og sat for en dommer.
Under retsagen kommer der vidner ind, som du ikke kender. De fortæller, at du også er skyld i, at naboens hund har brækket benet, og en mand du ikke kender, har fået influenza.
Efterfølgende bliver du dømt til døden …
Det var vilkårene for mange hekse i Danmarkshistorien.
Hekseprocesserne var renæssancetidens mobbekultur.
Desværre eksisterer heksejagterne endnu i lande som Nigeria, Kenya, Yemen, Ghana og flere andre steder.
Troldkvinder laver djævlebryg. Fra Abraham Saurs Ein Kurtze Treue Warning (En kort, sand advarsel), trykt i Frankfurt, 1582.
Troen på magi er sandsynligvis lige så gammel som menneskeheden, og har eksisteret i langt de fleste samfund.
Som regel har de magiske forestillinger fundet udtryk i religionen og været en del af hverdagen i de forhistoriske og skriftløse religioner.
Ved indførelsen af de skriftlige religioner som jødedommen, kristendommen, islam o.s.v. opstod der fra religionens side en slags eksklusivitet og eneret til en magisk forestillingsverden.
Religionerne anerkender, at der findes magi.
I kristendommen lærer man f.eks. at Moses laver en stav om til en slange, og at Jesus forvandler vand til vin.
Religionerne kræver eneret på denne forestillingsverden.
Det betyder, at alle magiske forestillinger der ligger uden for disse religioners praksis regnes for trolddomspraksis.
I et almindeligt kristent livssyn må Moses altså gerne lave en stav om til en slange, men hvis Maren Pedersdatter gør det samme, så skal hun brændes på bålet for hekseri.
De tidligste danske love mod trolddom stammer fra Jyske lov (1241), samt Skånske og Sjællandske kirkelov fra ca. 1170.
I disse love er trolddom ikke nærmere specificeret, og der findes ikke nogle kilder fra den tid, der viser, at der blev brændt hekse i Danmark. Hvis der gjorde, har de ikke sat sig synlige spor i datidens dokumenter.
I 1484 udstedte Pave Innocent VIII heksebullen Summis Desiderantes. Den blev startskuddet til et utal af hekseprocesser i Europa, og har sandsynligvis også øget fokus på hekseri i Danmark.
Ved Christian 2.s landlov 1521 blev der lovgivet mod trolddom, men loven blev sat ud af kraft i 1523, da Frederik 1. kom til magten.
Det betød dog ikke, at der ikke blev rejst trolddomssager.
Den første dokumenterede, danske heksebrænding var henrettelsen af Boel Lauridsen i juni 1540 i Stege på Møn.
Måneden efter fulgte Karen Grottes samme sted.
Skåne havde processer fra i hvert fald 1543.
En hekserianklaget kunne underkastes tortur for at fremtvinge en tilståelse. Brugen af tortur kunne få den anklagede til at tilstå hvad som helst.
I historiemagasinet Danske Magasin fra 1752 kan man læse forhørsprotokollen over sagen mod Niels Skriver i 1545.
Det år blev Niels Skriver i Køge anklaget for falskneri og trolddom.
Ifølge anklagerne havde han forfalsket et brev fra kongen, ved at udviske nogle ord og erstatte dem med andre.
Desuden hang der en trolddomsanklage over hans hoved, som borgerne i Køge havde svoret, han var skyldig i.
Efter anklagen skulle Niels Skriver, ved hjælp af trolddom, have været medvirkende til at Frands Madsen var død.
Niels Skriver blev derfor anholdt og hensat i jern. Et forhørsudvalg på seks mand og skarpretteren blev sammenkaldt for at høre bekendelsen.
Niels Skriver blev bagbundet og derefter bundet til en stige.
Da han nægtede ethvert kendskab til anklagerne “stødte skarpretteren ham af stigen så han hang i armene: Da begærede han, at man ville lade ham komme op igen, så skulle han bekende sandheden.”
Niels Skriver blev løftet op igen og erkendte, at han havde forfalsket et brev fra kongen.
Så blev han adspurgt om trolddomssagen, men den nægtede han ethvert kendskab til. “Da han ikke ville betro sine gerninger”, skriver beretteren, der selv var til stede ved forhøret, “lod vi skarpretteren trække ham noget hårdt tre gange; Da råbte han stedse i pinen: Nej, nej, jeg er uskyldig”.
Derefter lod man Niels Skriver være den dag. Han blev sat tilbage i sin arrest i lænker.
Efter et stykke tid blev Niels Skriver atter kaldt indtil forhør, og da skarpretteren bagbandt ham og truede med at binde ham til stigen, bad Niels Skriver om ikke at blive pint yderligere, og gik til bekendelse.
Han fortalte, at han sammen med to kvinder, der allerede var blevet brændt for hekseri, en søndag morgen havde læst nogle sætninger og ord på latin fra en bog.
Bogen havde han senere brændt.
Motivet for trolddommen var, at Frands Madsen ikke ville ægte Niels Skrivers niece.
I 1540erne erkendte man at brugen af tortur til at fremtvinge en bekendelse ikke var formålstjenlig.
Derfor ændrede man loven i 1547. I den Københavnske reces fra det år, blev det indskærpet i § 17, at: ”Item skal ingen pinlige forhøris, uden den er tilforne forvunden til døde for nogen ugierning.”
Efter 1547 måtte man altså ikke underkaste den trolddomsanklagede tortur, før de var dømt til døden.
Derefter måtte man gerne. Torturen blev anvendt til at få den dødsdømte til at angive andre hekse.
Hvor de tidligere love mod trolddom var ukonkrete, fordi selve forbrydelsen ikke var veldefineret, sker der en markant ændring i 1617.
Christian 4.s forordning af 12. oktober 1617 definerer forbrydelsens indhold og fastlægger straffene for forbrydelsen.
Sammenfaldet med reformationens 100-års jubilæum er næppe tilfældigt og den lutherske ortodoksi blomstrede op i netop denne periode.
I perioden fra 1618-25 sker der en markant stigning i antallet af rejste trolddomssager i Jylland.
På Sjælland er det svært at følge udviklingen, da væsentlige retsdokumenter er gået tabt.
Titelbladet til Malleus Maleficarum eller “Heksehammeren”. Bogen er skrevet i 1486 af dominikanermunkene Jacob Sprenger og Heinrich Kramer og udkom første gang i 1487. Den er en detaljeret redegørelse for, hvordan man genkender, forhører og dømmer hekse. Bogen vandt stor udbredelse blandt heksejægere i Europa, men har sandsynligvis ikke spillet nogen større rolle i de danske hekseprocesser..
Recessen fra 1617 var en væsentlig skærpelse i forhold til tidligere tiders lovgivning, ikke mindst fordi recessen ulovliggør ”signen og manen”, en betegnelse der dækker en lykkebringende og folkelig magi, der havde en vis udbredelse.
I Jens Christian Vesterskov Johansens doktordisputats Da Djævelen var ude (1991) bliver 494 jyske hekseprocesser undersøgt. Af disse var der 23 anklager, der inkluderede helbredelsesmagi og fire der inkluderede kærlighedsmagi.
Ellers var processerne fortrinsvist rettet mod nogle, man mente havde forårsaget ondt.
Derfor skelnes der mellem den godgørende magi (beneficium), og den magi der fremkalder dårligdomme (maleficium).
En tredje type af hekseprocesser var rettet mod dem, der – efter anklagerne – havde deltaget i heksesabbatter. Denne type processer var ganske udbredte i Tyskland og Sydeuropa, men i Danmark kom den ikke rigtigt til udtryk.
Den heksepanik der karakteriserede de tyske sabbat-processer, f.eks. processen i Ellwangen 1611-13, hvor mere end 300 mennesker blev brændt, synes Danmark at være blevet forskånet for.
Bålstraffen idømtes de ”rette troldfolk”, altså dem der ”have forsvoret Gud och sin hellige daab och christendom, og hengivet sig til Dievelen” som det hedder, let omskrevet fra 1617-forordningen, i Danske Lov af 1683.
Forbrydelser som f.eks. signen og manen førte til tab af boslod samt landsforvisning, men havde man skrevet en pagt med Djævlen, da skulle man brændes.
Alvoren blev altså lagt ikke så meget i trolddomshandlingen, som i Djævlepagten, kætteriet mod Gud – et punkt hvor Danmark med 1617-forordningen kom på bølgelængde med de andre europæiske lande.
Trolddomssagerne startede ved det lokale ting og forsatte som ankesag ved landstinget som øverste instans, indtil 21. juli 1686, hvor alle sagerne skulle bringes for Højesteret.
Tvungen afprøvning ved to retsinstanser viser, hvor alvorligt man tog disse anklager. At skyldsspørgsmålet ikke altid i 1500-tallet nåede til anden instans før dommen var eksekveret, vidner den Kalundborgske reces af 1576 om.
Her indskærpes det, at dommen ikke må eksekveres før landstinget har afsagt endelig dom.
I 1558 var der således en uheldig sag i Rudkøbing hvor Gjertrud Rasmusdatter blev brændt, men derefter frifundet på landstinget.
Den efterladte familie måtte udbetales erstatning på 36 daler.
I perioden fra 1618-1625 var heksejagten i Danmark på sit højeste, men omkring midten af 1600-taller ebber det ud.
I perioden 1654–1684, altså en periode på 30 år, blev der ikke rejst en eneste trolddomssag i Jylland.
Årsagen er ikke til at få øje på.
Måske er det fordi Christian 4., der var kendt som en ihærdig heksejæger, var afgået ved døden i 1648.
Måske skyldes det, at der ikke var flere tilbage i samfundet, som man ville rejse den slags anklager imod?
Noget entydigt svar kan man ikke give.
Vedtagelsen fra 1686 om, at trolddomssagerne skulle prøves ved Højesteret var med til at sætte punktum for denne grusomme praksis.
Efter hekseprocesser ved herreds- og landsting fra 1540–1686, altså gennem 146 år, havde medført utallige dødsdomme – dog med nogen nedgang fra midten af 1600-tallet – så forsvinder dødsstraffene for trolddom helt i løbet af en syv års periode hos Højesteret.
Den sidste idømte bålstraf for hekseri skete i Danmark i 1693.
Der har været gættet på, at ophøret af hekseprocesserne skete gennem en øget indflydelse fra filosoffer som Descartes og Bacon.
En øget uddannelse af præster og dommere har sandsynligvis også medvirket til ophøret.
Ni ud af ti anklagede i de danske hekseprocesser var kvinder.
Oftest var det gifte kvinder over 50 år af lav social og økonomisk status.
Det er ikke overraskende. Den protestantiske biskop Peder Palladius’ visitatsbog fra 1500-tallet formaner mod troldkvinder (for troldkarle nævnes ikke) og havde derved på forhånd dømt kvinderne som de mest tænkelige i Djævlens tjeneste.
Et træk der i øvrigt også ses i Malleus Maleficarum, en vidt udbredt bog blandt teologer i Europa, der begav sig af med heksejagt.
Langt hoveddelene af trolddomsanklagerne forekom i landdistrikterne, og således kun ca. 10-20% i købstæderne.
Årsagen hertil kan der kun gisnes om.
Bålstraffen blev regnet for en af lovens grusomste straffe og var forbeholdt for troldfolk, sodomister, udøvere af blodskam og mordbrand. Kun i ganske særlige tilfælde blev andre former for kriminalitet straffet med brænding på bålet. Bålstraffen er sandsynligvis ikke blevet anvendt siden den sidste heksebrænding i 1693, men den blev først formelt afskaffet i dansk retspraksis i 1866..
Det var i 1600-tallets bondesamfund, at hekseprocesserne var værst.
Det var et samfund med fattigdom og forarmelse, stor børnedødelighed og streng seksuel moral.
Kvinderne var kun halvt så meget værd som mænd, rent arveretsligt.
Det var et samfund med meget lidt uddannelse, og omend der var nogen læsefærdighed, så var der kun sjældent reel skrivefærdighed.
Vold var et normalt indslag i hverdagen, særligt i husstanden, hvor husbond ofte styrede både hustru og tyende med tæv.
Drikfældighed var udbredt, og det var præsten og kirken der dikterede, hvem der var indenfor i det kristne fælleskab i den lokale menighed.
Stod man udenfor menighedsfælleskabet, fordi man havde gjort sig upopulær, blev man socialt isoleret.
Det var med andre ord et samfund, hvor der var god grobund for overtro, og god mulighed for at finde syndebukke for alskens uheldige tildragelser.
En stor del af hekseprocesserne blev rejst mod personer, der havde skilt sig ud fra fælleskabet. Blandt de tiltalte finder vi tilnavne som ”Dronningen”, ”det wilde faar”, ”klørknægt” og ”krøbell quinde” og fra domspapirerne er der eksempler på anklagede ”der var gået i barndom”, hvad vi nok skal tolke som om, at de var demente eller psykisk syge.
Det var angiveligt mest almindeligt, at anklage personer der stod lavere i det sociale hierarki, og trolddomsanklagen blev således en effektiv måde at skaffe sig af med uønskede (og forsørgelseskrævende) elementer i fællesskabet.
Det blev en måde at sparke nedad i det sociale hierarki, for derved at hævde sine egne fortræffeligheder som en god samfundsborger.
Det var ikke almindeligt at blive anklaget for trolddom fra den ene dag til den anden. Som regel var et trolddomsrygte blevet opbygget gennem flere år, og der er eksempler på personer, der har haft et trolddomsrygte i 10–20 år før det førte til en proces.
Det tog således ofte mange år at pådrage sig et ry som troldkvinde, hvilket også ses på aldersfordelingen blandt anklagede troldfolk.
Det var som regel kvinder lidt oppe i årene, der blev anklaget.
Antallet af dødsdømte hekse i Danmark er aldrig blevet opgjort. Dertil er de historiske kilder for sparsomme.
Fra 1600-tallet kendes der omkring 500 sager fra Jylland hvor 50-60% af de anklagede endte med at blive brændt på bålet.
Et forsigtigt skøn vil være, at lignende forhold gjorde sig gældende på Fyn og Sjælland.
I perioden fra 1540-1693, hvor der blev brændt hekse i Danmark, er der måske tale om, at et par tusinde er blevet anklaget og måske halvdelen af disse brændt på bålet.
Bålstraffen blev anset for en grusom, dyr og besværlig straf. Ikke alle steder var man interesseret i at betale for brændsel og bødlens høje takster.
Fra 1612 findes der en lønoversigt for den københavnske bøddel. Heri fremgår det, at ”For en Troldkvinde eller Troldkarl at brænde 4 Daler.” Til sammenligning fik københavnerbødlen kun 2 daler for en halshugning eller hængning, mens 4 daler var det beløb han normalt takserede for at radbrække og stejle en person.
At dette ikke var lokalt bestemt, kan ses ved sammenligning af løntariffen for Ribes mestermand for 1585, hvor bålbrænding også takseres i den dyre ende af skalaen.
Til sammenligning så var en årsløn for en tjenestekarl på 5 daler i 1653, så det har været bekosteligt at brænde en heks.
Bålstraffen i Danmark blev eksekveret, ifølge folkemindesamler Hugo Matthiesen, således: ”Offeret bandtes paa en Stige og kastedes med denne ind i Luehavet, ja i Ribe viste man sig saa human at fastgøre et vist Kvantum Krudt paa Stakkelens Ryg for at mindske Lidelserne.”
Det har været diskuteret meget om der fandtes en egentlig heksekult.
Var der noget om snakken, eller var det bare udstødte kvinder, der blev anklaget for magi i en overtroisk periode?
Teorien om en heksekult blev særligt fremhævet af den engelske antropolog Margaret Murray (1863-1963), der imidlertid byggede sine antagelser på et kontroversielt kildegrundlag.
Ikke desto mindre er der indicier for en type organiseret hekseri, dvs. ikke-kristne religiøse eller magiske handlinger foretaget af mere end én person.
F.eks. er der en hekseproces fra Helsingør i 1576, hvor to kvinder var vandret ud til byens galge og havde vredet hånden af en død tyvekrop.
Fingrene fra den døde hånd, blev anvendt i magisk øjemed, i forbindelse med folketroen om, at tyvefingre kunne gøre øl og brændevin godt, og bedre salget.
Bevisets stilling var der ingen tvivl om – tyvehånden blev fundet på den ene kvindes bopæl.
Altså har vi her et eksempel på en magisk/rituel handling foretaget i forening mellem to parter.
Sagen i 1576 ledte ikke til dom for hekseri, men tyveri fra kongens rettersted, men sagen foregik jo også før 1617 forordningen.
Andre eksempler findes rundt omkring i de forskellige hekseprocesser, både fra Ålborg og Køge, men sporene er svage.
Nogle af de fremkomne vidnesbyrd og beviser taler for, at der blevet praktiseret en folkelig magi.
Således er der flere beviser for brugen af voksbørn, som er magiske dukker.
Et andet element der flere gange optræder i processerne, er forklaringen om, at heksene danser modsols om kirken og blæser ind gennem kirkedørens nøglehul.
Flere andre fællesnævnere i udsagnene er interessante, f.eks. at heksene lod sig trolove med deres skytsånder – drenge – som de kaldtes, et religiøst træk der kan findes i flere ældre religioner med stærkt magisk islæt, samt at flere af heksenes højtidsdage er lagt på gamle før-kristne festdage for solåret.
Dette er ikke ensbetydende med, at alle hekseanklagede begav sig af med magiske og medicinske praksisser eller deltog i nogen form for heksekult.
Indicierne peger blot i retning af, at der blandt nogle grupper i samfundet, blev foretaget handlinger der tilhørte en ikke-kristen, magisk tradition.
Andersen, John, Torben Andersen og Thomas Wad: Heksenes historie. Hekseprocesser i Europa fra 1500-1750. Stavnsager, ApS 1987.
Appel, Hans Henrik: Tinget, magten og æren. Studier i sociale processer og magtrelationer i et jysk bondesamfund i 1600-tallet. Odense Universitetsforlag 1999.
Henningsen, Gustav: Kan hekse flyve? Kronik i Politiken den 22. december 1998.
Johansen, Jens Christian Vesterskov: Da Djævelen var ude … Trolddom i det 17. århundredes Danmark. Odense Universitetsforlag 1989.
Matthiessen, Hugo: Bøddel og Galgefugl. Et Kulturhistorisk Forsøg. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag 1910.
Miesel, Sandra: Who Burned the Witches? Crisis Magazine, oktober 2001.
Rathlou, Viggo J. von Holstein: Hekseforfølgelserne herhjemme. Artikel optrykt i Hekseri og Overtro gennem tiderne, Red. William Sieverts. Ivars Forlag, København 1941.
Eksklusivt medlemsskab
Vi respekterer dit privatliv, du skal acceptere den mail vi sender til dig inden du er aktivt gratis medlem. Privatlivspolitik
