Magi

Den vestlige okkulte og magiske tradition går tilbage til middelalderen. Den henter primært sin inspiration i de apokryfe og pseudepigrafiske tekster til Biblen, i jødisk kabbalah, astrologi, tarot, alkymi og hos naturfilosofferne. Formålet er, som med al anden magi, at skabe forandringer og resultater ved brug af bestemte ritualer, ceremonier, påkaldelser og fortryllelser, og sætte naturens skjulte (eller okkulte) kræfter under menneskelig kontrol.

Den vestlige magiske tradition adskiller sig både fra videnskaben og fra almindelig religionsudøvelse, men har fællestræk med begge. I moderne videnskab skal alle resultater være falsificerbare og alle metoder kunne efterprøves ved empiriske forsøg. Det kan ikke lade sig gøre med magien, fordi magikeren selv er ét af de mange, individuelle parametre. 

Magien handler primært om metode og adskiller sig derved fra religionen. Det er ikke troen, der skaber resultaterne, og det er ikke gud(erne), men magikeren der er ansvarlig. Derudover er okkultister ofte et skeptisk folkefærd. Deres skepsis er rettet mod hvad der sker før, under og efter en magisk operation, og omstændighederne bliver underkastet en grundig analyse for at finde fejlkilder. Det er måske det analytiske element der gør, at det ofte er højtuddannede mennesker, der er tiltrukket af den vestlige form for magi og okkultisme.

figure
En forklaringsmodel på sammenhængen mellem magi, religion, videnskab og filosofi fra Soror M.V.E.M.V.s magiske arbejde. Der er flere fællesnævnere mellem videnskab, religion og magi, og alle er grundlæggende influeret af filosofi, som er den grundvidenskab der definerer de andre.

Magisk metode
Som magisk metode har den vestlige magi mange træk til fælles med hekse- og shamantraditionen, men kræver i sin udøvelse en højere grad af boglige og teoretiske studier. I den vestlige magi er der en række erkendelsesteorier med sin baggrund i talmagi, kabbalah, talismaner og sigiler, der har til hensigt at sætte magikerens hjerne i de rette mentale svingninger. 

Både hos hekse, shamaner og de vestlige magikere, drejer magien sig om, at få kontakt med den åndelige verden for at søge råd og vejledning, eller for at skabe forandring. Og resultaterne er nogenlunde de samme.

Forklaringsrammerne og sproget er forskelligt i de mange traditioner. Det som den ene tradition kalder en “dæmon” eller “djævel”, kalder den anden en “qliphoth” og den tredje en “fælle”, og det som den ene tradition kalder en “åndelig vejleder” eller “totemdyr” kalder den anden tradition måske en “skysengel” eller “hjælpeånd”. I den ældre, danske heksetradition kalder man disse hjælpeånder for “drenge”, der stammer fra et oldnordisk begreb, der betegner en fri mand.

I magien antager man, at ved at følge en række bestemte metoder, der har til formål at sætte magikeren i den rette sindstilstand, kan man opnå en række resultater i den fysiske verden. Med andre ord bruger magikeren tankens kraft til at forandre verden omkring sig. Ofte anvender hun særlige ritualer eller remedier for at komme i den rette sindstilstand. Der indgår som regel et bredt repetoire af særlige magiske navne, magiske symboler, åndedrætskontrol, særlige dufte, farver o.lign.

plys
Det Store Arbejde, som magikeren kalder sit livsværk, handler i stort omfang om at konfrontere sine egne skyggesider og derved nå til en fuldkommen erkendelse af sin egen natur.

I princippet er der to forskellige hovedmetoder til at opnå den magiske trance: Understimulering af sanserne og overstimulering af sanserne. I den første prøver man gennem stilhed og fravær af bevægelse (som f.eks. i yoga og meditation) at bringe sindet i ro og se bag ved tankerne. I den anden forsøger man at komme i samme sindstilstand, men ved at bombardere sanserne med kontrollerede indtryk. Denne metode anvender shamanen f.eks. også, når hun trommer eller yogien, når hun reciterer et mantra.

I den magiske tankegang forbereder magikeren gennem ritualerne sin astrale krop på at arbejde i åndeverdenen. Det er via åndeverdenen, eller det astrale plan, som det også kaldes, at magikeren påvirker verden omkring sig. I åndeverdenen er virkelighedsopfattelsen og lovmæssighederne anderledes end i den fysiske verden. Jo højere indvielse magikeren har, jo mere bekendt er hun med åndeverdenens særlige miljø og jo stærkere er hendes astrale dobbeltgænger.

I de fleste magiske systemer er det primære mål at opnå åndelig indsigt. Magikerens arbejde handler om indvielse i livets dybere mysterier. Det kalder man for Det Store Arbejde. Resultaterne i den fysiske verden bliver anset som sekundære bivirkninger af Det Store Arbejde. Resultaterne optræder derfor nogle gange enten som hjælp til, eller forhindringer for, at nå til et tilsigtet næste skridt på vejen. 

I den vestlige magi arbejder man med en række forskellige hypoteser. I korrespondencelæren lægger man vægt på lighedsprincippet: Ting der ligner hinanden i udseende eller kvalitet, er forbundet via det spirituelle plan. Derfor bygger man f.eks. sine ritualer op over specielle dufte, farver, lyde o.lign. En anden hypotese handler om den “afsmittende magi”, hvor man antager, at en fortryllet genstand, der kommer i kontakt med sit mål vil “smitte af” på det, som den rører. Derfor er det f.eks. hensigtsmæssigt at lægge en kærlighedsamulet, hvor den udkårne vil komme i berøring med den. Denne form for magi eksisterer også i f.eks. kristendommen, hvor helgenbilleder eller relikvier fra afdøde helgener menes at have helbredende kraft.

Mange magikere arbejder i et fysisk tempel. De iklæder sig særlige ceremonielle rober, indretter templet i de rigtige farver og med den rette stemning til det arbejde, der venter forude. Andre magikere bygger i stedet templet på det astrale plan, og gennem astralrejser sender de deres æteriske krop afsted for at lave arbejdet, mens den fysiske krop forholder sig i ro i dyb meditation.

Kan alle lære det?
Svaret er, at det afhænger af øvelse, naturtalent, selvdisciplin og en hel masse andre ting, præcist som når man tilegner sig andre kundskaber. Mange mennesker kan lære at spille en meget enkel melodi på et klaver efter nogen tids øvelse, men kun de færreste kan spille en klassisk koncert, selv efter flere års øvelse. Mange mennesker kan lære sig en bøn, kun de færreste kan fremmane en dæmon.

Det er et helt normalt fænomen, at en person sætter sig for at udforske magi og okkultisme, og efter nogen tids øvelse finder ud af, at hun ikke kan få det til at virke efter hensigten. Derefter lægger hun det på hylden, og afskriver det så som noget pjat. Sådan er det også med golf, eller kunstskøjteløb, eller … Fred være med det.

Arbejdet med de andre bevidshedstilstande og naturens skjulte kræfter er livsdefinerende oplevelser. Det er ikke ualmindeligt at høre, at okkultister betragter deres interesse som en livsstil, der både præger deres åndelige livsindstilling, deres politiske holdninger og deres præferencer indenfor musik, kunst og litteratur.

shamanocshir
“Ochir”, en shaman fra Mongoliet tidligt i det 20. århundrede. Magikeren og Shamanen arbejder begge med den åndelige virkelig, og anvender ofte de samme metoder.

En kundskab med flere bevidsthedstilstande
Magikeren bevæger sig ind i en trancelignende tilstand, hvor hun handler som et inspireret instrument for de kræfter hun har påkaldt. Tilstanden er ikke ulig den en kunstner eller forfatter føler, når hun henter inspiration hos sin muse. I den tilstand er magikeren modtagelig og åben for alle de informationer og indtryk, der hjælper hende hen mod det mål, hun har sat sig.

Før og efter denne tilstand bevæger magikeren sig i en tilstand af sund fornuft, skepsis og analytisk nøjagtighed. Mange udøvere opfatter magisk arbejde som et præcisionsarbejde. Der er ikke plads til en masse løse idéer og tilfældigheder. Ritualer bliver planlagt i overenstemmelse med de forhold, som magikeren arbejder under. De efterfølgende resultater bliver analyseret og nedskrevet for at udelukke indbildning, illusioner, ydre fysiologiske fænomener osv. Og ikke mindst for at tilføje dem i den erfaringsbase, som hun hele tiden udbygger.