Den franske okkultisme

De franske okkultister fra 1600- , 1700- og 1800-tallet har i udstrakt grad præget den vestlige magi. Desværre er kun et fåtal af de franske okkulte tekster oversat til andre sprog, og er derfor utilgængelige for alle, der ikke læser fransk. Det er særligt fra de franske okkultister, at den engelske okkulte orden Det Gyldne Daggry hentede sin inspiration, og de kom i større eller mindre grad til at påvirke dele af den vestlige magiske tradition i årene op gennem det 20. århundrede.

Franskmændene har i århundreder haft en meget levende, okkult tradition. Et utal af esoteriske og okkulte organisationer og gnostiske kirker har deres udspring i Frankrig og de fransktalende kolonier. Sære frimurersystemer som Memphis- og Misraimsystemet, og det halv-frimuriske Martinist system finder sit udspring hos franskmændene.

etteilla-world
Etteilla var den første til at sammenkæde astrologi og tarotkort. Her kortet “Le Monde”.

Jean-Baptiste Alliette
Jean-Baptiste Alliette (1738–1791) skrev i 1700-tallet under navnet Etteilla (hans efternavn stavet baglæns). Han blev født i et arbejderhjem i Paris og levede som ung af at sælge korn. I 1750erne lærte han at spå med kort, sandsynligvis fra en gammel italiensk mand fra Piedmont.

Etteilla var med til at popularisere brugen af tarotkort til spådomme og i en periode af sit liv, levede han af at lægge tarotkort for mennesker, der ville vide noget om deres fremtid.

I 1791 designede Etteilla sit eget sæt tarotkort, der udelukkende var tænkt til okkult brug og ikke som spillekort til Tarokspillet. I sættet kæder Etteilla tarotkortene sammen med de fire elementer ild, vand, luft og jord, og astrologiens dyrekreds- og planettegn. Etteilla er derved grundlægger af den tradition, der knytter tarot sammen med den vestlige magiske korrespondencelære. På den måde har hans indflydelse på den moderne okkultisme været markant.

leviEliphas Levi
Alphonse Louis Constante (1810-1875) skrev, under navnet Eliphas Levi, en række bøger om vestlig magi, der i dag er klassikere indenfor emnet. Han er den ideologiske og teoretiske bagmand for udbredte magiske praksisser som pentagramritualet, påkaldelserne af de fire typer af elementale væsener og anvendelsen af det astrale lys som portalen til at skabe magiske forandringer. Omend mange af teknikkerne først er omskrevet til praktisk brug efter Levis død, så er de teoretiske idéer fremsat i Levis bøger.

mendes
Levis tegning af Mendesgeden danner grundlag for et af satanismens logoer.

Eliphas Levi var den første, der fremsatte teorien om, at et omvendt pentagram symboliserer det onde. Den tanke har bidt sig fast i et utal af magiske traditioner, fra wicca til satanisme. Det er også Eliphas Levi der fremsatte teorierne om, at den jødiske qabalah, og de hebraiske bogstaver er knyttet sammen med tarotkortenes 22 trumfer. I dag er stortset alle tarotsæt påtrykt de hebraiske bogstaver i trumfserien.

Eliphas Levis teorier blev forfinet og systematiseret af Samuel Mathers og anvendt i Det Gyldne Daggrys pensum, men også Aleister Crowley har hentet inspiration hos Eliphas Levi. Det er takket være Mathers og Crowley, at Eliphas Levis teorier i dag er allemandseje i det okkulte miljø.

Eliphas Levi startede oprindeligt sin karriere med at ville være præst, men han droppede ud af studiet, før han blev ordineret. I en periode levede han i dyb fattigdom og forfulgt af personlige tragedier. Han besluttede sig for at blive Benediktinermunk på klosteret Solesmes, men klostret og kirken levede ikke op til hans forventninger og han forlod klostret. I stedet skrev han en række religiøse og samfundskritiske bøger, der to gange medførte en fængselsdom for hans humanistiske og socialistiske idéer.

Først i 1853 begyndte han at skrive om okkultisme og havde bl.a. kontakt med den engelske forfatter Edward Bulwer-Lytton, der skrev om Rosenkreutzerne. I begyndelsen af 1900-tallet blev flere af hans bøger oversat til engelsk af bl.a. Arthur Edward Waite og Aleister Crowley.

Skriv et svar