Heksekunst

cernunnos
Den keltiske, hornede gud Cernunnos ses på Gundestrupkedlen. Han var en af oldtidens europæiske jagtguder.

Heksekunst, shamanisme, magi og natur er knyttet uløseligt sammen. Det er i naturens urkraft at hekse, medicinmænd og shamaner henter sin magiske energi, og det er i naturens stemme, at hun oplever de dybere magiske virkeligheder. Heksen kommunikerer med naturens ånder på de non-verbale og intuitive planer. Det er her trolddommen og den personlige indvielse foregår.

I vindens susen og uglernes tuden, årstidernes skiften og vejrets forandring, søger heksen efter ‘kraften’, navnet på den magiske energi, som hun benytter. Her finder hun den urkraft – den energi – der udspringer fra selve livets kilde. I heksenes oldgamle lærdom finder hun frem til den holistiske og animistiske naturerkendelse, som trækker sine rødder tilbage til før-kristen tid. Heksekunsten er en kombination af naturreligion, folketro, urtekyndighed og magiske praksiser, ofte udført i en helt personlig fortolkning.

Hekse og hedenskab
Hekseri eksisterer i forskellige former. Spændet går fra den traditionelle heksekunst, der primært handler om magi, til den moderne heksereligion Wicca, der i højere grad handler om tro. Wicca er en ny-hedensk religion, og tilhængerne betegner ofte sig selv som paganister, af the engelske ord pagan (hedensk).

1
Artemis – Jagtens Gudinde, med månesymbol i panden.

Nogle hekse arbejder sammen i grupper, andre for sig selv. Det indre åndelige arbejde foregår som regel, når heksen er alene. Det er i det ensomme og nøgne møde (både fysisk og psykisk) med naturen, at heksen konfronterer sine egne barrierer og kommunikerer med naturens ånder gennem bl.a. visioner. Heksens arbejde minder om shamanens, men der er alligevel en lille forskel. I heksekunsten er der en tradition for at nedskrive sine erfaringer, opskrifter og ritualer, mens de allerfleste shamanistiske traditioner slet ingen skriftlig tradition har.

Når heksene arbejder i grupper kan det være i forbindelse med indvielse i en heksegruppe (coven) eller ved en fejring af en af de otte årstidsfester, eller i forbindelse med en måneritual.

gefion
Heksen Gefion pløjer Sjælland løs fra Skåne. Hendes fire brødre er spændt foran ploven.

Traditionel heksekunst
Heksekunst eller trolddom, som man kaldte det i gamle dage, trækker sine tråde tilbage til de ældste naturreligioner, hvor lykkebringende magi og helbredelse blev overladt til shamaner og kloge folk. Nogle af heksenes kundskaber og metoder kan man derfor genkende i shamanistiske traditioner hos traditionelle folk verden over.

 De traditionelle hekse er ofte autodidakte fra fødslen og frem. I deres heksekunst har de ladet sig inspirere på tværs af traditioner og kulturer. De traditionelle hekse er sjældent organiseret i grupper. I stedet arbejder heksene med åndelige vejledere og hjælpere, og modtager deres indvielser på det astrale og intuitive plan.

Hekse, heksetraditionen og shamanisme
Heksetraditionen og shamanismen er nært knyttet til naturen. Ofte er det i naturen at shamanerne søger deres indvielser, mens heksene arbejder en smule mere bredspektret, og ikke går af vejen for at arbejde indenfor. Gennem visionssøgning og det ensomme møde med vildnisset, sætter hekse og shamaner sig i en sindstilstand, hvor de kommunikerer med naturånderne på de intuitive og nonverbale planer. Det er i den sindstilstand at heksene kan udøve deres magi. 

Denne dybe animistiske livsindstilling kræver, at heksen kan møde naturen med åbent sind og uden ‘det rationelle filter’, vi bruger i hverdagslivet. Derfor bruger man i heksekunsten og de shamanistiske traditioner udesidning i naturen, hvor man gennem ensomhed møder både sin frygt og sine dybere ønsker. Her søger man svar på et konkret spørgsmål i livet eller søger en løsning på et bestemt problem. Disse udesidninger kan vare i flere dage, og kan bl.a. indeholde elementer af faste, bøn, trommerejser, meditation o.l.

Det er almindeligt at hekse og shamaner finder særlige hellige steder i naturen. Nogle områder virker som en slags ‘telefon’ til den anden verden, og forstår man, hvordan man ‘løfter røret og taster nummeret’, så er der kontakt til den åndelige verden. Det kan være ved en kilde, en korsvej eller på en gammel gravhøj. Naturen er fuld af steder, hvor heksen eller shamanen kan kontakte åndeverdenen. Elverfolk, nisser, dværge, kraftdyr, trolde, elementaler, ånder og naturdæmoner er bare forskellige ord for de væsener, der befolker visionsverdenen. 

Netop tilknytningen til naturen bevirker, at mange hekse har en brændende forkærlighed for dyrevelfærd, feminisme, miljøspørgsmål, naturbeskyttelse, økologi, vegetarianisme o.l. En del hekse er også urtekyndige og fremstiller helbredende miksturer og salver, eller arbejder med lykkebringende magi. Denne form for arbejde kaldte man i den gamle danske hekselitteratur for “signen og manen”. Kommer man heksen på tværs og gør hende vred, kan hun påføre dårligdomme med “maleficium”, skadesvoldende magi.

Selvom vi kun ved lidt om den gamle nordiske shamantradition, er der alligevel enkelte spor der tyder på, at shamanistiske metoder har været anvendt blandt nordens asatroende.